Forrygende tur på Ryå

Lørdag morgen mødtes vi 9 mand stærk til en lille tur på Vendsyssels svar på Rio Grande – Ryå. Da kajakkerne og alle vores pakke-nelliker var stoppet i traileren begav vi os afsted. 

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og der var fuldstændig læ ved vores isætning, så der kom hurtigt til at lugte lidt af mand i våddragtene. De fleste valgte da også at droppe rojakken og smøre lidt ekstra solcreme på de tyndt behårede områder.

Da alle havde fået deres kajak i vandet begav vi os ad sted. Der gik dog ikke længe før de første havde fundet ud af at man kunne få sine klubkammerater på udflugt i sivene ved at give et lille puf på kajakkens bagende – det skulle blive et lille tema på turen. 

Strømmen i Ryå var svag gående mod Limfjorden og vinden svagt i modsat retning, så der kom god fart i kajakkerne – når man altså ikke lige var blevet puffet ud i sivene. Til gengæld kunne man jo så få lov at møde den danske flora og fauna helt tæt på. Vi så flere hejrer, en fasan høne, gråænder, et rådyr, et par småfisk, et par malkekøer og masser af guldsmede og så selvfølgelig lidt flere siv.

Inden vi havde set os om, havde vi sejlet 10km ned af åen og så var det jo tid at vende om og ikke mindst gå ombord i vores medbragte madpakker. Vi gik i land ved et shelter, hvor der også var opstiller borde og bænke samt et toilet. Der blev livligt pludret, lavet kaffe og puttet i hovedet. 

Da vi ikke kunne trække den længere satte vi os i kajakkerne igen og begav os tilbage mod bilerne. Der blev fortsat roet godt til og det var også et hold godt brugte men glade kajakroere der efter 20km og 30m (Flot ramt Theresa og Anders) kunne hive kajakkerne i land. Vi blev derfor enige om at vi havde fortjent en is ovre på Ryå mejeriet på den anden side af vejen. Her fik alle mand en gammeldagsvaffel med softice – slet ikke dårligt. Dog var der lidt mumlen da guf på kuglerne ikke var en del af servicen.

Da isen var væk, kørte vi trætte og glade tilbage til klubben, hvor kajakkerne og grejet blev rengjort, så det er klar til næste tur.

 

Tak til alle dem der deltog for en dejlig og hyggelig tur.

Comments are closed.

Powered by WordPress. Designed by WooThemes