Nyt medlem

Velkommen til en ny rosæson 2015 i Frederikshavn Kajakklub. Har du lyst til naturoplevelser på nærmeste hold og samtidig få god motion, så er kajaksporten måske noget for dig. Kajaksporten er blevet meget populær, hvilket bl.a. skyldes, at det er en sport, der kan dyrkes af alle aldersgrupper og på alle niveauer. Uanset om du er ung eller gammel, er til konkurrence eller naturoplevelser, så er kajaksporten noget for dig.

Forskellige kajaktyper

Klubben råder over 3 forskellige typer af kajakker:

  • Kapkajakker
  • Turkajakker
  • Havkajakker

Kapkajakkerne er – som navnet antyder – til de roere, der ønsker fart over feltet, og som vil benytte sporten til motion og deltage i konkurrencer. Kapkajakken er en bådtype, som kræver god balance. Det kræver således visse færdigheder, inden man kan mestre en kapkajak. En naturlig startbåd vil derfor være en turkajak.

Turkajakkerne er en lidt mere stabil bådtype end kapkajakken, og er dermed også en mere søstærk bådtype, der kan tages med ud, når der er mindre krusninger på vandet. Turkajakken skyder en god fart, men kan ikke følge med en kapkajak.

Havkajakken er den mest stabile af vores kajakker. Denne type kajak er meget stabil og søstærk, og er dén bådtype man skal vælge, hvis man ønsker at dyrke sporten med formål at tage på længere turer og have mulighed for at tage på vandet i stort set al slags vejr.

Hvad kræves der af mig ?

Af sikkerhedsmæssige grunde stiller vi nogle krav til helbred og svømmefærdigheder, som skal overholdes. Hvad du skal gøre for at få noget ud af roningen, kan du læse mere om under Krav til medlemmer.

Ungdomsroere

Klubbens ungdomshold (10 – 18 år) koncentrerer sig udelukkende om kap- og turkajakker. Er du i dén aldersgruppe, og er du interesseret i at prøve at se, hvad kajaksporten er for noget, skal du kontakte vores ungdomstræner Johnny Søttrup Christensen.

Tur- og kapkajakker

Frederikshavn Kajakklub råder over nogle meget rutinerede tur- og kapkajakker, som gerne tager dig med på en prøvetur, og som – hvis du ønsker at være medlem af klubben – vil tage dig i ”mesterlære”, så du får en grundig introduktion i kajaksporten.

Er dette noget for dig, så tag kontakt til en af klubbens tur- og kapkajakinstruktører.

Havkajakker

Frederikshavn Kajakklub tilbyder et begynderkursus, som alle nye roere skal have gennemført, før de kan fortsætte i et videre undervisningsforløb, inden de kan frigives til at tage på vandet på egen hånd. Ønsker du yderligere oplysninger om havkajakroning, så tag kontakt til  Michael Eilersen.

Øvede roere

Er du en øvet roer kan du henvende dig til en af de ovennævnte, og efter at have demonstreret de fornødne rofærdigheder overfor en af klubbens instruktører, kan du blive medlem af klubben og frigives til den pågældende kajaktype.

Klubbens instruktører

En samlet oversigt over klubbens forskellige instruktører finder du hér: hér.