Teknikaften med bølgeleg

Det var en mørk og stormfuld aften … og ikke desto mindre var der mødt ikke færre end 13 friske roere op til tekniktræningen i torsdags.

Aftenens program bød på rostil, kantning og styretag – men med en middelvind på 12 m/s fra sydøst – og da alle var klædt på til at afslutte aftenen med redninger – så var det alt for fristende at ændre planen, så det i stedet stod på bølgeleg.

Så efter en kort opvarmning med træning af effektiv fremadroning og støttetag begav hele flokken sig ud i bølgerne. Efter at have vænnet sig til forholdene trak vi ind i brændingen, hvor forholdene var fine til træning af lave støttetag i en gang sidesurf.

Efter en effektiv træning – og nogle enkelte vandgange – mødtes vi på stranden for en kort breafing, inden der rigtigt skulle gang i surf’en. Og med en tiltagende vind blev forholdene bare bedre og bedre.

Mange fik oplevet suset ved et rigtigt godt surf – og om ikke andet var der i alt fald mange, der fik rykket lidt på deres grænser for roning i bølger 🙂

Planen var, at aftenen skulle sluttes af med forskellige redningsøvelser i bølgerne. Surf-sessionen gik imidlertid så godt, at det var svært at løsrive sig. Det blev derfor kun til nogle enkelte redningsøvelser inde i forhavnen.

Comments are closed.

Powered by WordPress. Designed by WooThemes